Når vi laver en ny hjemmeside – eller laver om på en gammel hjemmeside – så prøver vi altid som noget af det første at få svar på to spørgsmål:
- Hvem er målgruppen, og hvorfor besøger de hjemmesiden – hvad kommer de efter?
- Hvad er det primære budskab som ejeren af hjemmesiden gerne vil give den besøgende?
Grafisk design og tekniske løsninger kommer først senere. Hvis der er et klart svar på det ovenstående, så kan man gøre ting med design og struktur der hjælper med at kommunikere budskabet ud gennem skærmen, men hvis det er uklart hvad hjemmesiden skal bruges til, så ender man ofte med noget som ikke rigtig fungerer.
Prøv f.eks. at kigge på denne side
Siden – der ikke er specielt pæn – henvender sig til borgere der vil klage over politiet og til politifolk som der er blevet klaget over. Den er designet så det tager mindre end femten sekunder at finde den information man har brug for hvis man er i en af målgrupperne og vil vide mere om hvad kan skal gøre og hvilke rettigheder man har.
Bemærk også den centralt placerede beskrivelse af politiklagemyndighedens formål. Det er et eksempel på et budskab som ejeren af hjemmesiden gerne vil formidle, uanset hvorfor man besøger siden.
Politiklagemyndighedens hjemmeside er den første side der dukker op hvis man søger efter “klage over politiet”. Det skyldes ikke en målrettet SEO-optimering af hjemmesiden, men at indholdet er relevant og andre websites derfor linker til den. (Desuden er der nok ikke så mange andre der skriver om netop dette emne).
Hjemmesiden er ikke pænt designet, men den har et klart formål og den løser opgaven særdeles effektivt.