Dagbog
Vi kom sent afsted, blandt andet fordi hotel Masa i Torrevieja havde turens hidtil bedste morgenbuffet (og den suverænt bedste havudsigt både fra vores værelse og fra restauranten), og det skulle jo udnyttes. Det tørre og varme vejr er også vendt tilbage, så cyklerne fik en omgang inden vi tog afsted – dækkene blev omhyggeligt gået efter, og begge kæder blev smurt og tørret grundigt af. Da vi så endelig kom afsted, var vi knap kørt 50 meter før Lisa punkterede på baghjulet! Denne gang havde vi nu os selv at takke for det, slangen var åbenbart kommet i klemme sidst vi havde dækket af, og havde knebet hul to steder. Vi havde heldigvis købt en reserveslange i Joan d’Alacant, så vi fik hurtigt klaret det problem.
Den første del af turen var temmeligt kedelig, Torrevieja er en stor by med megen trafik, og hele vejen ned til Los Alcázares kørte vi forbi det ene store indkøbsområde efter det andet. Kysten er tæt pakket med ferieboliger, og dér hvor vi kørte lå så alle servicefaciliteterne. Ikke spændende (men vi fik da en ny slange til Lisas cykel).
Vi spiste frokost i Los Alcázares – en ferieby der ikke er til at skelne fra alle de andre i området – men vejret var klart og vi havde en fin udsigt over Mar Menor, en bugt der er beskyttet mod Middelhavet af en landtange (tæt dækket med høje hoteller og ferielejligheder, så vidt vi kunne se på afstand). Los Alcázares var i øvrigt fyldt med englændere, dem har vi mødt rigtig mange af efter at vi er kommet syd for Dénia. Heldigvis er her nu også mange spaniere, der næsten altid er venlige og hjælpsomme – og altid meget hensynsfulde overfor cyklister.
Sydvest for Mar Menor skiftede omgivelserne pludselig karakter – slut med ferieboliger, i stedet kørte vi forbi forfaldne huse, nedlagte virksomheder og gennem meget støvede og stille byer. Meget at kigge på, men vi var ved at være godt brugte af bakker og en efterhånden temmelig kraftig, varm og tør modvind. De sidste fem kilometer til Cartagena måtte vi træde godt til for at komme fremad, selvom det gik ned ad bakke. Inde i Cartagena væltede Lisa da vi skulle starte efter at have holdt for rødt, men hun kom da op igen og kunne køre videre – med lidt asfalteksem på benet.
Tom, den 1. October 2009 kl. 17:51 | 3 kommentarer
Hotel Bahia i Alicante var egentlig ikke særligt godt – værelset havde kun vindue ind til en skakt på 5×5 meter, hvor man netop kunne skimte himlen fem etager længere oppe, og der var meget lydt – men de ansatte var fantastisk søde. Cyklerne blev parkeret i et lille rum med diverse rengøringsartikler, og vi brugte dagen på sightseeing. Bymidten er domineret af en gammel, højtliggende borg, som man kan komme op til med elevator. Først gik vi dybt ind i bjerget gennem en tunnel, og i bunden mødte vi så en elevatorfører der kørte os op på toppen. Udsigten fra toppen over byen og det omkringliggende landskab var rigtig flot, og vi kunne gå ned til byen gennem en park til nogle små, charmerende gader i den gamle bydel.
Landskabet syd for Alicante er forholdsvis fladt, men vi mødte nu alligevel et par bakker så vi kunne få brugt vores ben lidt igen. Syd for Santa Pola kørte vi igennem et område med store brakvandssøer hvor der blev indvundet salt. Smukt og særpræget landskab som vi fik rigtig god tid til at nyde fordi Lisa hele tiden stoppede og tog flere billeder.
I La Marina fik vi dagens anden morgenmåltid (tortillas og café con leche), og vi gjorde endnu et forgæves forsøg på at finde en gasdåse der passer til vores stormkøkken – det kunne vi godt have ladet blive hjemme.
Vejen mellem La Marina og La Mata var ikke særligt spændende, mest fordi der var en del vejarbejde på strækningen; dels er man ved at gøre vejen bredere, og et par steder var dele af vejen oversvømmet og mudret efter de sidste dages voldsomme regnskyl, så vi var nødt til at have blikket på vejen det meste af tiden. I udkanten af Torrevieja syntes vi efterhånden at det kunne være nok for i dag, så da vi kom forbi et hotel der så rigtig godt ud, besluttede vi at stoppe. Vi har fået et rigtigt fint værelse med balkon og havudsigt, og det har vi tænkt os rigtig at nyde resten af dagen.
Tom, den 30. September 2009 kl. 16:12 | 1 kommentar
Kun 8 km på cykel i dag. Vi var lige en tur indenom en cykelhandler i Joan d’Alacant for at få friske forsyninger af lappegrej. Vi købte også en ekstra slange til Lisas cykel. Vi ville også gerne have en ekstra slange til Tom, men det bliver muligvis et problem – alle andre cykler vi har set med hjul i den størrelse er mountainbikes, og de bruger en anden slags ventil, som ikke passer i fælgen på Toms cykel. Så må den jo bare lade være med at punktere.
I Alicante stoppede vi på strandpromenaden og fik en kop kaffe. Vejret så ud til at der sagtens kunne tænkes at komme mere regn, så vi besluttede at vi ikke gad at cykle i dag. Vi fandt et hotel på den anden side af gaden, og så fik vi ellers en herlig frokost på en galicisk restaurant lige i nærheden. Imens havde vi gang i vaskemaskinen (snavset tøj + badekar + biotex), og når vi er færdig med at skylle og hænge til tørre så skal en tur op og se borgen der ligger midt i byen.
Tom, den 29. September 2009 kl. 15:04 | 0 kommentarer
Dagen startede med at vi blev vækket af regnen der stod ind i vores værelse gennem den åbne franske altandør. Måske skulle vi bare være blevet i sengen, men vi er jo på cykelferie, så vi stod op, pakkede cyklerne, fik noget at spise og tog så hul på en rigtig hård og besværlig mandag.
Landskabet fra Dénia og ned til kysten ved Altea var meget smukt og dramatisk med de lave, regntunge skyer. Den første store byge ramte os efter Ondara, men heldigvis var der en tankstation et stykke længere fremme, hvor vi kunne komme i dækning. Vi fik lidt ekstra morgenmad fra tankkiosken og ventede vel en tre kvarters tid på at regnen skulle stilne lidt af. Lidt længere fremme, ved Gata de Gorgos begyndte vejen at stige, og det blev den så i øvrigt ved med de næste ca 15 kilometer. Det klarede vi nu i fin stil, vi er jo efterhånden kommet i træning. Efter at vi nåede kysten fladede terrænet noget ud, men der var alligevel mange stigninger på vejen mod Alicante, så benene er blevet godt brugt i dag. Tom fik også prøvet at slå kolbøtte på cykel, efter at have hevet lidt for hårdt i forbremsen på en regnvåd stenbelægning (hverken cykel eller cyklist tog skade af rulleturen).
Da vi nåede Benidorm var vi efterhånden blevet trætte af regn og bakker, så vi prøvede at finde et hotel, men det første sted vi spurgte (et tre-stjernet hotel midt i byen) skulle have €140 for en nat, omkring det dobbelte af hvad vi havde forventet at skulle betale for et hotel af den standard. Det prisniveau gad vi ikke, og Benidorm var i øvrigt ikke særligt charmerende, så vi kørte videre mod Alicante.
5-6 kilometer senere fik Lisa så turens første punktering. Den var forholdsvis hurtig klaret: løsne hurtigspændet på baghjulet, af med kæden, finde “synderen”, af med dækket og frem med lappegrejet. Dejligt nemt med udvendige gear i den situation. De øvrige dæk på begge cykler blev gået omhyggeligt efter for flere fremmedlegemer, og så var vi klar til at køre videre.
Omkring en kilometer senere hoppede Lisas kæde af. Måske havde vi skubbet til et eller andet da vi lappede, men kæden blev sat på igen, og da kæderne på begge cykler var begyndt at knirke lidt efter alt det vand og møg, så fik de en omhyggelig aftørring og smøring nu da vi alligevel havde fået snavsede fingre. Op igen og videre.
Endnu en kilometer, og så punkterede Toms cykel på forhjulet. Hm, påfaldende at vi pludselig punkterer efter at være kørt ud på en helt nyasfalteret vej – gad vide om der har været gruset med noget skarpt stads efter at asfalten blev lagt på. Nå, om igen – af med hjulet, finde “synderen” (en mørk, glaslignende sten ligesom første punktering), osv. osv.
Et par hundrede meter længere nede af vejen lå en lille bar (Lisa morede sig vældigt over at den hed “Barsel”), hvor vi fik en kop kaffe og en kage, og så op på cyklerne igen. Da vi havde kørt lidt begyndte det at regne igen, bare sådan til en afveksling…
Denne gang kom vi vel tre-fire kilometer, så punkterede Lisa på baghjulet igen. Af med hjulet, …. Nu begyndte vi efterhånden at blive bekymrede for om vi havde lapper nok til at nå de sidste ca. 10 kilometer til Alicante. Og så begyndte det ellers at regne for alvor, vi måtte have lys på cyklerne, og vi kunne ikke se ret langt fremad, og selvfølgelig kørte vi forkert og var pludselig på motorvej med hurtigkørende biler og masser af vandsprøjt som supplement til regnen der væltede ned. Heldigvis fandt vi ret hurtigt en frakørsel (den næste var 13 km længere fremme), og efter endnu et par kilometer dukkede så et “Hotel” skilt op på den modsatte side af vejen. Og her er vi så nu – et dejligt stort, tørt værelse med alt hvad vi behøver og et pragtfuldt badeværelse. Og bedst af alt, receptionen havde et lille køleskab med Cava, som vi virkelig synes at vi havde gjort os fortjent til. Vi har fået vasket snavset af, spist og skiftet tøj. Nu sidder vi så og ser spanske nyheder i fjernsynet – med billeder af de ødelæggelser som vandet har forårsaget andre steder i Valencia-provinsen de sidste par dage.
I morgen må vi så se at finde ud af hvor vi egentlig er havnet!
Tom, den 28. September 2009 kl. 21:11 | 3 kommentarer
Småture i området omkring Dénia, først ad strandpromenade og diverse grusveje til Les Arenetes, og så ad vejen tilbage mod Dénia og til venstre mod Jávea. OK, vi nåede ikke helt frem – som det måske fremgår af billedet var jeg (Tom) godt kogt da vi nåede op ad den 6-7 kilometer lange stigning mod Jávea, så vi fik en cola på en bar oppe på toppen (efter at Lisa havde vækket indehaveren, der tog sig en tidlig siesta med formel-1 i fjernsynet), og kørte ned samme vej som vi var kommet. Hvis vi var fortsat til Jávea, så skulle vi helt ned til kysten og så op igen senere, og det kunne jeg ikke lige overskue. Til mit forsvar skal lige nævnes at det trækker op til tordenvejr, og vejret er rigtig varmt og lummert.
Dénia er en vældig rar by, med masser af caféer og restauranter – nogle af dem med terrasser helt ud til havet. Vi spiste aftensmad på hotellets udendørs restaurant i går aftes – jeg er ellers ikke nogen stor fan af det spanske køkken, men det her var rigtig godt: Stegte sardiner og grillede grøntsager (peberfrugt, auberginer, squash, løg og asparges) til forret, arroz a banda (ris, grøntsager, fisk og skaldyr tilberedt hver for sig, og derefter kogt ind i et tyndt lag på en stor stegepande) til hovedret, og crema catalana / flan almandres til dessert. Og kaffe til at slutte af med, selvfølgelig.
Og så kom det tordenvejr som det har trukket op til hele dagen – det buldrer i bjergene omkring os, og det er ved at blive rigtig mørkt. Nu håber vi så bare at markisen vi sidder under på vores foretrukne café kan holde når sluserne åbner.
Tom, den 27. September 2009 kl. 15:44 | 6 kommentarer
Vi tog motorvejen ud af Valencia. Ikke med vilje altså, men vejen vi kørte ad blev til motorvej uden at vi rigtig lagde mærke til det. Heldigvis var klokken kun 9:30 lørdag morgen, så der var ikke ret meget trafik, men behageligt var det nu ikke. Efter nogle kilometer var der heldigvis en almindelig vej parallelt med motorvejen, og efter en kilometer eller to mere fandt vi et hul i hegnet mellem de to veje så vi kunne komme i sikkerhed. Næste gang vi kommer den vej skal vi studere et detaljeret bykort inden vi prøver at køre ud af byen.
Vi fulgte kysten gennem naturreservatet Albufera ned til Cullera, sammen med massevis af andre cyklister (som sædvanlig var vi de eneste med bagage på cyklerne). Vejen er helt flad og meget smuk og perfekt til cykling. Vi har efterhånden kørt os i form, så der var ikke mange der overhalede os – til gengæld overhalede vi nogle stykker med dyr racercykel og moderigtigt cykeltøj, men OK, de var nu også ældre end os.
Fra Cullera kørte vi ad rigtig små veje gennem marker med auberginer og appelsinplantager det meste af vejen til Gandia. Mere perfekt, fladt cykelterræn, og selv om det var meget diset kunne vi se bjergene længere inde i landet. Pragtfuldt, pragtfuldt.
Gandia var en rigtig kedelig ferieghetto, med endeløse bolig1komplekser med ferielejligheder. Vi ville gerne have kørt videre til Oliva ad de små veje, men Gandia var stor og svær at finde rundt i, så vi endte med at køre i en bue udenom byen og ca. 25 km videre ad hovedvej 332. OK at køre på, men ikke så spændende som de mindre veje. De sidste ca. 25 km kørte vi ad kystvejen til Dénia – fejlagtigt markeret på kortet som en smuk vej, men i realiteten kan man ikke se en pind andet end ferieboliger og restauranter. Kysten er fuldstændig dækket med lejligheder og bungalows, og kun af og til kan man skimte havet for enden af stikveje (med store “privado” skilte).
De første par hoteller vi prøvede i Dénia var alt for dyre (det ene sted kunne vi få et bitte lille værelse for €100, og det andet sted havde kun en “junior suite” til €160 tilbage. Heldigvis fandt vi et fint værelse på et 1-stjernet “Hostal” til €44 – uden morgenmad, men med fin udsigt til havnen. Brusenichen i det lille badeværelse var akkurat lige stor nok til at man kunne vende sig når døren var lukket (det var dog ikke muligt at bukke sig ned for at vaske tæer), men til gængæld var der masser af varmt vand. Virkelig tiltrængt efter en varm og fugtig dag – vi var begge dækket med skidt og små fluer, så et langt, varmt brusebad var lige sagen.
Tom, den 26. September 2009 kl. 18:26 | 0 kommentarer
Ruten fra Castellón til Valencia er næsten helt flad, og det tog os kun omkring fire timer at køre de ca. 80 kilometer mellem de to byer. Vi kunne sagtens være fortsat længere, men Valencia så for spændende ud til at vi ville køre lige igennem – vi har fundet et hotel, og efter siestaen skal vi ud og opleve.
En stor del af dagens rute var til en afveksling uden ret meget trafik. Der er to motorveje mellem de to byer, og tilsyneladende var den ene gratis at benytte, i hvert fald forsvandt det meste af trafikken fra N340 omkring Nules. 
Efter Sagunto var der et stykke hvor der kun var motorvej (med mindre man kørte en omvej omkring El Port de Sagunto), men det var muligt at cykle på en hullet, lille vej med motorvejen på den ene side og appelsinplantager på den anden. På et tidspunkt da vi skulle køre under motorvejen var vejen helt oversvømmet, men heldigvis ikke dybere end vi kunne køre igennem.
Og så har det været en varm dag – 32 grader er temperaturen efterhånden kommet op på. Det var ikke så galt så længe vi var i bevægelse på cyklerne, men jo tættere vi kom på Valencia desto mere måtte vi holde stille for røde lys, og så kunne vi godt mærke varmen. Vi har da også drukket fem liter vand på turen i dag.
Tom, den 25. September 2009 kl. 16:50 | 1 kommentar
Vi holder hviledag i Castellón de la Plana, komplet med siesta og tøjvask. Vi vasker i tøj i badekarret (første pakke biotex er allerede brugt) og tørrer det på den medbragte tørresnor som består af tre elastikstropper fra min cykel. Vi har klatvasket hver eneste dag – til gengæld slipper vi for en masse bagage.
Castellón er meget hyggelig, på den rolige provinsbyagtige måde, og meget spansk. Det passer fint med at vores ben (og bagdele) trænger til en cykelfri dag. Til gengæld vil vi gerne tidligt afsted mod Valencia i morgen, hvor vejrudsigten lover sol og varme ligesom i dag, så vi pakker i aften og går også lige en runde på det helt fantastiske marked der findes her i byen. Friske frugter, gode oste, pølser og skinke, lidt dadler – så skal vi bare købe frisk brød og masser af vand undervejs.
Vi udnyttede vores hviledag allerede i aftes og nød et par gode cervezas hver til maden!
Lisa, den 24. September 2009 kl. 16:00 | 1 kommentar
Vi startede dagen med at svømme på cykel, sådan føltes det i hvert fald – jeg kan ikke huske at jeg nogensinde har været ude i så voldsomme regnskyl før. Vi var noget bekymrede for om grusvejen langs kysten sydpå til Alcossebre i det hele taget ville være farbar – og det var en velbegrundet bekymring, de første par kilometer cyklede / trak vi cyklerne op ad lange bakker med masser af mudder. Næsten oppe ved toppen mødte vi en mand med en gummiged der var i gang med at forbindre en del af vejen i at skylle væk. Han blev noget bekymret da han så os – han standsede i hvert fald sit arbejde, og ville høre hvor vi havde tænkt os at køre hen. Han frarådede os vist nok at fortsætte, men da vi nu havde kæmpet os igennem så langt, valgte vi at fortsætte. 
Det viste sig at være en god beslutning, vejen blev efterhånden en smule bedre, og vi kørte omkring 15 kilometer (i sneglefart) gennem det smukkeste, smukkeste kystlandskab. Området hedder Sierra de Irta og er nationalpark. Turen kræver solide cykler, enkelte steder er vejen sikret med cement (som på billedet), men det meste er grus blandet med store sten og klippegrund. Kan bestemt anbefales.
Vi mødte nogle enkelte firehjulstrækkere (spaniere kører bil overalt), men ellers havde vi vejen for os selv. En bil med fire uniformerede passagerer standsede op og begyndte at spørge om vi talte frances, allemán, … Jeg var sikker på at de ville have os til at vende om, men de stak os bare en brochure med information om nationalparken og diverse formaninger om ikke at tænde ild (men i dag kunne vi nu have leget med en flammekaster uden at risikere at sætte ild til noget).
Naturparken endte i feriebyen Alcossebre, hvor vi fik en sen frokost. Vi kørte videre langs med kysten mod Cap i Corp, gennem store områder med dyre ferieboliger og tilhørende dyre biler. Efter en tre-fire kilometer måtte vi imidlertid vende om, en del af vejen var skyllet væk og hvis vi ville over måtte vi vade igennem et dybt, mudret vandløb. Vi kørte tilbage til Alcossebre, og efter at have kørt forkert nogle gange lykkedes det os at finde vejen op til vores gamle bekendte, hovedvej N340. Resten af turen til Castellón var ret begivenhedsløs, men forholdsvis behagelig da vi blev hjulpet godt på vej af en kraftig medvind og et pitstop med Cola Zero og en Magnum mandel til hver. Nu sidder vi så på vores hotelværelse, godt trætte men nyvaskede og egentlig godt tilfredse med os selv.
Tom, den 23. September 2009 kl. 19:55 | 1 kommentar
Dagen er startet med styrtregn og kraftig blæst, så vi har udsat vores afgang til det (forhåbentlig) klarer lidt op. Til gengæld havde vi så god tid til rigtig at udnytte vore halvpension – i dag bliver det ikke nødvendigt med to gange morgenmad. Planen er at køre ad en sti eller grusvej langs kysten omkring 20 kilometer til vi rammer nogle småveje ved Punta de Cap i Corp og så fortsætte derfra ad N340 til Castellón. Vi har prøvet at finde ud af om kystruten kan køres på cykel ved hjælp af Google maps, men vi er ikke helt sikre, så det bliver lidt spændende at se.
Tom, den 23. September 2009 kl. 10:02 | 0 kommentarer
